Ses vi på søndag?
På en almindelig søndag behøver man ikke stå tidligt op for at sikre sig en plads til dagens gudstjeneste. Der er ikke så mange, der finder det umagen værd at slippe søndagsavisens nyheder om krig, vold og menneskers ondskab og tillæggenes fristelser om bil, båd, hus og rejser.
Men
- hvor får man ellers lejlighed til synge med på vores dejlige salmer?
- hvor får man ellers lov til at fordybe sig i andet end hverdagens gøremål i en hel time?
- hvor kan man ellers høre en person, der har gjort sig tanker om nogle af tilværelsens store spørgsmål?
- hvor kan man ellers høre et budskab mennesker har fundet det umagen værd at viderebringe fra slægt til slægt i 2000 år?
- hvor kan man ellers få at høre, at vi er gode nok, og ikke skal præstere en hel masse for at være accepterede?
- hvor bliver vi ellers mindet om hvad vores kristne tro går ud på? Det er jo ikke noget vi kan sige os selv.
Som en mand entusiastisk sagde forleden søndag på vej fra kirke "Jeg forstår altså ikke, at der ikke kommer mange flere i kirken, specielt unge. Vi har også sådan en god præst, den bedste prædikant i stiftet!".
Og sikkert er det, at jo flere der er til gudstjenesten, jo mere gang er der i salmesangen, og jo festligere bliver det.
Kirken er vores, din og min. Menighedens. At vi så har ansat folk til at varetage nogle praktiske funktioner som at spille og hjælpe os med at synge og udlægge teksten ændrer ikke ved, at kirken er menighedens. Uden menighed ingen kirke. Og uden kirke bliver budskabet ikke videregivet til de kommende generationer. Uden kirke kan vi ikke få vores børn døbt og konfirmeret, vi kan ikke blive gift i festlige og romantiske rammer og blive begravet på en højtidelig og meningsfuld måde. Uden menighed ingen kirke. Uden gudstjeneste ingen menighed. Ansvaret er vores.
Ses vi i kirken på søndag?
Anders Egede Larsen