Møde med afrikansk kultur

Kulturernes verdensopfattelse

Religionens rolle

Religion er en del af alle afrikaneres liv! Noget der straks falder i øjnene, når man kommer til Afrika er religionens fremtrædende rolle. I Nigeria er ca. 45 % af befolkningen muslimer især i nordlige del af landet og ca. 45 % kristne især i den sydlige del af landet og resten er så tilhængere af forskellige stammereligioner. Man må forstå, når man snakker om religion i Nigeria, og i Afrika i det hele taget, at religionen er en uløselig del af dagligdagen. Gud (eller guderne eller ånderne) er altid med i hverdagen. Det religiøse er ikke noget, der er henvist til et specielt sted og tidspunkt f.eks. i kirken søndag formiddag. Før man spiser et måltid mad, beder man en bøn for at takke Gud for maden, nogle gange også bare hvis man skal have en sodavand. Ved begyndelsen og afslutningen af møder og fodboldkampe osv. bedes der ofte bønner, før man kører en tur på landevejen bedes der bønner. Man kan komme ud for, at fødselsdagskagen ved børnefødselsdage skæres for i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Og hvis en upopulær politiker dør, tolkes det som Guds straf for hans dårlige gerninger. Når markerne mangler regn samles man til bønnemøder for at bede om regn. Gud er kort sagt altid med, og alt tolkes som Guds indgriben på den ene eller anden måde. For en afrikaner er det utænkeligt ikke at tro på en Gud, og når man tror på en Gud er det utænkeligt ikke at dyrke ham ved at bede og gå til gudstjeneste osv.

Religion præger gadebilledet

Religionen præger også gadebilledet. Muslimerne kalder til bøn fem gange daglig, ofte ved hjælp af meget larmende højttalere. Nogle kristne kirker har taget konkurrencen op og bruger højttalere til at råbe Bibel citater ud over byens tage. Det er et helt naturligt syn at se muslimer bede deres fem daglige bønner på gaden, i deres boder på markedet, på marken og i det hele taget hvor som helst. Man kan også se kristne handelsfolk på markedet holde fælles bøn, Bibellæsning og salmesang midt i deres boder. Under muslimernes fredagsbøn bliver gaderne omkring moskeerne spærret at, så folk kan bede på gaden. I byer hvor der er flertal af muslimer stopper al trafik simpelthen, midt på motorvejen, i rundkørsler osv. for at folk kan deltage i fredagsbønnen. Det vil de kristne ikke stå tilbage for, så foran nogle kirker er gaden også spærret om søndagen i kirketiden.

Også på en anden måde er religionen med i gadebilledet. På næsten alle lastbiler er der nemlig malet store religiøse billeder så som Jesus eller Kabaaen i Mekka alt efter om ejeren er kristen eller muslim, og bilen er oversået med vers fra Biblen eller Koranen.

I Afrika føles behovet for at sætte sin lid til Gud stærkere end hos os.

Vi har fornemmelsen af, at vi i meget høj grad kan styre vores liv og planlægge alt og forsikre os mod de ulykker vi ikke kan forudse. Vi tror, at det er os der bestemmer det hele, og at vi kan klare os selv.

Sygdom og død er altid nærliggende muligheder

I Nigeria har det enkelte menneske meget lidt kontrol over sit eget liv. For at overleve er de fleste afhængige af at dyrke noget jord, også selv om man har et fast arbejde. Lønnen slår som regel ikke til for at kunne forsørge familien. Og høstudbyttet er helt afhængigt af, om regnen kommer i de rigtige mængder til den rigtige tid. Der er ikke råd til kunstvanding. Hvis man bliver syg koster det rigtigt mange penge at blive behandlet og medicinen er meget dyr. Og de fleste har ikke noget overskud. Det er svært nok at få penge til den daglige kost. Så selv ret banale sygdomme kan betyde invaliditet eller død. Spædbørnsdødeligheden er meget høj. Man regner ikke med at man får lov til at beholde et barn før det er en tre-fire år. Næsten alle familier har mistet et eller flere børn.

Et under, når der bliver råd til uddannelse

Skolegang og undervisning koster også penge. Mange penge. Så for mange er det nærmest et Guds under, hvis der på en eller anden måde bliver råd til at sende nogle af børnene i skole. Det er i hvert fald slet ikke noget man kan regne med.

Trafikken er farlig

Man kan heller ikke regne med, at man kommer levende hjem fra en køretur på landevejen. Dels er der mange landevejsrøvere, og dels er antallet af trafikdræbte er meget stort. Det skyldes at vejene er meget dårlige, bilerne er også i meget dårlig stand, mange er rent bogstaveligt skrotbunker, folk kører meget hasarderet, bilerne er overlæssede osv.

Skæbnetro

Noget af det skyldes så også en fornemmelse af, at man ikke selv kan gøre noget for at komme sikkert hjem. En slags skæbnetro. Hvis det er skæbnen, at der skal ske mig en ulykke i dag, så kan vi jo alligevel ikke gøre noget for at afværge det. Andet skyldes også fattigdom. Der er ikke råd til at holde bilerne i stand og til kun at køre fire personer i en bil i stedet for ni. Almindelige mennesker har heller ikke ret mange rettigheder i samfundet. Demokrati og menneskerettigheder er stort set ukendte begreber, så også her er man sig i andre magters vold. Og det har man følt sig siden det gamle samfunds tid hvilket ikke er så langt tilbage, 60-70 år. Så når man ikke selv har så megen indflydelse på sin skæbne og sin fremtid, må man give sig Gud i vold.

De menneskelige relationer er de vigtigste

Et grundlæggende træk i afrikansk kultur er, at det vigtigste er de menneskelige relationer. Næsten alt bliver forstået som en personlig relation, også forhold som vi absolut ikke synes skulle være personlige som f.eks. forholdet til en offentlig myndighed. Din behandling på et offentligt kontor i Afrika er i høj grad afhængig af din status og dine forbindelser. Reglerne - ofte har man fine regler - bruges ikke i praksis. For administration efter regler ville give alt for lidt råderum for de meget vigtigere hensyn til personernes rang, status og forbindelser og hvad man måtte får ud af det som embedsmand.

Kassebedrøveren

Og her kommer vi så tilbage til vores kassebedrøver. Hans vigtigste loyalitet er hans familie. Den vigtigste opgave for ham er at sørge for sin familie. Og familien er i Afrika stor, indbefatter onkler tanter fætre og kusiner. Og hvis f.eks. et barn er sygt og skal have medicin (som i parentes bemærket er dyrt og der er ikke noget der hedder offentlig sygesikring) og han har adgang til en pengekasse, så er det hans moralske pligt først og fremmest at sørge for barnet. Også selv om han måske er blevet betroet ansvaret for pengekassen, det kan være en skoles pengekasse eller en kirke eller en virksomhed et hospital eller hvad som helst. Derfor gør han ifølge kulturen det rigtige, når han tager af de betroede midler for at sørge for sin familie. De personlige relationer vejer tungere end en forpligtelse over for en eller anden uhåndgribelig institution og nogle abstrakte regler og vedtægter.

Behandlingen af ældre

Dette forhold gør sig også gældende i forholdet til de ældre. Derfor er bare tanken om sende sine gamle forældre på et plejehjem eller anden institution dybt forkastelig for en afrikaner. Det er en mands pligt at sørge for sin familie, og specielt sine gamle forældre! Og i Afrika agtes de gamle i modsætning til her.

Tidsorienteret eller situations- og relationsorienteret

I Nigeria er man ikke tidsorienteret, som vi er, men man er situations - og relationsorienteret.

Man har masser af tid. Den kommer hele tiden til dig. Det er derfor latterligt og uværdigt at hidse sig op over at skulle vente. Vi oplevede engang en vestlig klædt stresset afrikaner i et venteværelse på hospitalet. Han skældte ud over at han nu havde ventet så og så længe, mens han ophidset pegede på sit armbåndsur. I venteværelset hvor vi havde siddet i timevis bredte der sig en overbærende munterhed og nogle efterlignede til stor fryd for andre hans gestik Sådan en mand mister sin værdighed - efter afrikansk kultur.

I Afrika er det vigtigt at du tilpasser dig situationen med dens krav og får det bedste ud af den. Du kan ikke regne med, at det går som planlagt, og derfor planlægger man heller ikke ret meget.

Hilsener

Forbindelserne mellem mennesker og opmærksomheden overfor hinanden er vigtigere end alt andet. Derfor er hilsener også lange og omstændelige. Man giver sig tid til at spørge til hinandens familier til arbejdet til trætheden osv. Det er utænkeligt blot at nikke eller sige hej. Det er nødvendigt at afbryde arbejde, samtale, ja, hvad end du er i gang med, hvis en person hilser på dig. Det oplevede vi ofte på BLS. Hvis vi stod fordybet i samtale med en elev på skolens område og andre studerende passerede stedet, så hilste de naturligvis efter traditionen med en pæn lang og højlydt hilsen. Alligevel kunne vi godt overhøre det, hvis vi var optaget af samtalen om et eller andet problem, men så blev vi gjort opmærksom på de hilsende af min samtalepartner: "De hilser på dig", sagde han/hun, og så måtte vi jo opføre mig ordentligt og hilse pænt igen - derefter kunne vi så fortsætte samtalen - indtil den næste kom forbi. Og det behøvede ikke at vare længe på en skole med 100 elever.

Afrikansk kultur er en landsbykultur

For at forstå forskellen mellem vores kultur og den afrikanske kultur er det vigtigt at forstå, at afrikansk kultur grundlæggende er en landsbykultur. Normerne og adfærdsmønstrene er beregnet på at regulere livet i landsbyen og i stammen, altså i ret små og overskuelige enheder. Og det kan give problemer, når samfundet ændrer sig hurtigere end kulturen. For kultur er jo som sagt ikke en fast og uforanderlig størrelse, men tværtimod noget dynamisk, som er under stadig ændring. Men problemet er, at kulturen er meget mere træg end de samfundsmæssige ændringer.

Den syge moster

For eksempel byder afrikansk kultur, at man skal komme og hilse, når et familiemedlem er sygt. Det kan være udmærket i landsbyen, hvor familien bor i gå-afstand og hvor man lever af at dyrke jorden med sin hakke. Der forsømmer man ikke noget ved at bruge et par timer på at besøge en syg moster. Men hvis man er flyttet til byen og har fast arbejde, så er det meget uhensigtsmæssigt, at man skal rejse hjem til landsbyen 500 km borte hver gang en onkel hoster. Det kan nemt koste flere ugers løn bare i transportomkostninger, foruden at man må forsømme sit arbejde i dagevis. Men det vil blive taget meget ilde op i familien, hvis man ikke kommer. Og på mange måder er man meget afhængig af familien. Den er det eneste sociale sikkerhedsnet, man har. Hvis man bliver syg eller arbejdsløs, må man gå til sine slægtninge for at få hjælp, da der ikke er noget der hedder bistandshjælp eller a-kasser. Og på sine gamle dage er man også afhængig af at kunne blive forsørget af familien. Så derfor kan det være svært at bryde med de gamle normer, også selv om man måske selv finder dem uhensigtsmæssige.

I dette eksempel ser vi igen (ligesom eksemplet med kassebedrøveren), at i afrikansk kultur er de menneskelige relationer det vigtigste. Relationerne til den syge onkel er vigtigere end en abstrakt forpligtigelse over for en arbejdsplads. Også selv om fraværet fra ens arbejdsplads måske går ud over nogle andre mennesker på et andet tidspunkt. Hvis man f.eks. er lærer i byen og ens onkel i landsbyen bliver syg, så er relationerne til onklen vigtigere end de elever der måske mister undervisning i en uge, fordi man er på sygebesøg. Det kan endda også være, at skoleeleverne har betalt skolepenge, som de altså så ikke får noget for.

Begravelser

Hvad der her er sagt om sygebesøg gælder også i høj grad begravelser. Det er utroligt hvad der bruges af tid og ressourcer i Afrika på begravelser. Dødeligheden er stor. (I Nigeria er levealderen 53 år). Og slægten er stor. Og man forventes at deltage i selv fjerne slægtninges begravelser. Også selv om det har de førnævnte omkostninger. I øvrigt gælder det ikke bare slægtninge. Der boede således på grunden hvor vores seminarium lå, en mand som forskede i forholdet mellem kristne og muslimer. Han havde sådan set ikke noget med skolen at gøre, men han var en meget agtet mand. Så en dag døde hans gamle mor. Hun boede i en landsby et par hundrede kilometer borte. Den dag hun skulle begraves lukkede seminariet. Det skal her nævnes, at semesteret var ret kort, og at med alle de afbrydelser der var i undervisningen, var der absolut brug for alle de timer der kunne skrabes sammen for at nå pensummet. Alle lærere og så mange studenter der kunne presses ind i de til rådighed stående køretøjer drog til begravelse. Det blev betydet os, at det ville være særdeles velset, hvis vi også fyldte vores bil og tog med. Så det gjorde vi så pligtskyldigst, og fik således denne oplevelse med. Skolen havde også en minibus som var meget dyr i reparationer og brændstof, og der var absolut ingen penge at gøre godt med. Der var bogstavelig talt knap nok penge til at købe kridt for. Men at deltage i begravelsen i en fjern landsby af den gamle mor til en mand der ikke havde noget med skolen at gøre, var helt klart vigtigere end at sikre en forsvarlig undervisning og en, hvad vi vil kalde, fornuftig brug af skolens sparsomme midler.

Forpligtelsen til at hjælpe kan være et problem

Forpligtigelsen til at hjælpe sine slægtninge er også et stort problem for mange, som er flyttet til byen og er begyndt at tjene penge. For lige så snart de er begyndt at tjene penge og måske godt vil spare op, f.eks. til at investere i en forretning eller andet, så kommer der slægtninge, der skal hjælpes med penge. Og det er meget svært at sige nej til. Hvis man gør det, risikerer man at bryde med familien og dermed med hele sit sikkerhedsnet. Men det gør det meget svært at få gang i en økonomisk udvikling.

Afrikansk ledelse

Denne loyalitet overfor familien frem for alt ses ofte også ført ud i det mest ekstreme i den måde afrikanske statsleder forvalter deres land på. De betragter ofte staten som deres private ejendom, og deler ud af statens midler til deres slægtninge. Disse relationer er åbenbart vigtigere end at tusinder dør, fordi pengene f.eks. er taget fra landets sundhedsvæsen.

Dette gælder også andre steder hvor en person kommer til magten, det være sig i en delstat, en uddannelsesinstitution eller en kirke, hvor det er meget almindeligt at han (som oftest er det jo en mand) betragter det han er sat til at lede som sin personlige ejendom, som han kan skalte og valte med efter for godtbefindende. Og det tages af de fleste "undersåtter" for givet, at sådan er det. De ville nemlig selv have gjort det samme, hvis de havde fået muligheden.

Opposition er bandlyst

Måske kan man også spore et andet træk fra det traditionelle samfund i denne adfærd (og i folkets accept af den). I mange landsbyer var det høvdingen, der ejede byen med folk og fæ og det hele. Når en høvding var kåret - som regel gik værdigheden i arv i en bestemt klan - så skulle han adlydes. Han kunne rådføre sig med de ældre mænd i byen i en slags palaverdemokrati, som sluttede med at en løsning blev fundet på de behandlede spørgsmål, men derefter var al opposition bandlyst. Høvdingen havde embedets autoritet, som han brugte til at få sine beslutninger anerkendt.

Den holdning ligger nok dybt, og kan spores overalt i de afrikanske samfund. I mere eller mindre udpræget grad kan man se det i den måde samfundet ledes på. På uddannelsesinstitutioner, i skoler, kirker, på hospitaler osv. Det er lederen der suverænt bestemmer, og ofte foregår det på en måde, der er i modstrid med de skrevne regler, men som altså er i overensstemmelse med den gamle tradition.

Det skal understreges, at det ikke er fordi de er dårlige eller uærlige mennesker. Tværtimod er det et udtryk for, at de er hæderlige og lever op til de normer, der eksisterer i samfundet, de normer som altså i høj grad kommer fra det gamle traditionelle samfund.

Er demokrati foreneligt med afrikansk kultur?

Med vores verdensopfattelse er det naturligt for os arbejde for demokrati hvor end vi kommer frem. Og det gjorde vi da også på vores skole og i den kirke vi arbejdede under. På papiret var de jo vældigt demokratisk opbyggede. Men det kneb med at føre det ud i livet. Der var ingen der ønskede at stille sig op og komme med kritiske meninger over for ledelsen. Man havde redskaberne, vedtægterne, møderne osv., men ingen ønskede at bruge dem. Igen vil vi sige, at der var tale om et kultursammenstød.

Store mænd har forret

Som europæer får man det indtryk af afrikansk kultur, at den er alt andet end demokratisk. I hvert fald i den forstand vi forstår demokrati. Børneopdragelsen går i høj grad ud på, at børnene blindt skal adlyde deres forældre og store søskende, og ikke stille spørgsmål. I skolerne og uddannelsesinstitutionerne lærer eleverne stort set kun at reproducere, ikke at tænke selv. Og kritiske spørgsmål bliver taget meget unådigt op. Det er jo at sætte spørgsmålstegn ved autoriteten, og det kan man ikke i den afrikanske kultur. "Store mænd" har forret hvor som helst og når som helst. Og det er uanset hvordan de er blevet "store". Som situationen er i dag vil det ofte være tilfældet, at de er blevet det gennem korruption og svindel, hvilket vil være alment kendt, men det har altså ikke noget at sige.

De "store mænd" (baban mutum) har altså ret og skal vises respekt og det accepteres. De betjenes først på kontorer, i butikker, på markedet, hvor som helst. Som hvid oplever man somme tider at blive tildelt samme privilegium , f.eks. på markedet, hvor sælgeren straks mister interessen for den nigerianske kunde han betjener, så snart han ser du nærmer dig hans bod. Det er ikke rart, men protester hjælper som regel ikke. Det ligger dybt i kulturen, at det er din status, der afgør, hvordan du bliver behandlet. Men vi har også oplevet den modsatte situation, som f.eks. at Else pludselig mistede ekspedientens interesse midt i en forretning, når en stor mand med folderig Riga (mandsdragt i Hausa kulturen), guldtand og guldringe på fingrene kom ind i lokalet. Så en hvid kvinde kan altså slås af en stor sort mand! Else følte sig virkelig krænket og fortsatte sin bestilling med blikket fikseret på ekspedienten, men det negligerede både han og den store mand, så hun havde valget mellem at vente eller gå med uforrettet sag. Men vi tror ikke de ville have forstået hendes kropssprog, hvis hun var gået i vrede.

Man må slås for at overleve

Generelt kan man sige at i nigeriansk kultur må man slås for at overleve - det bliver ikke automatisk din tur. Kampen føres med mange midler: personlige forbindelser, social status, men efterhånden er penge nok det afgørende våben. Med penge kan du nemlig købe de forbindelser, der lukker dørene op for dig. Korruption er en svøbe i Nigeria. "Har du penge kan du få, har du ingen må du gå". Det gælder uddannelse, både skolepenge, men også bestikkelse for at blive optaget, eller for at bestå eksamen, det gælder medicinsk behandling, indflydelse i politik, i retssystemet.

Trafikken

Trafikken er et meget tydeligt eksempel på hvordan man må kæmpe for at komme frem og hvordan man overlever uden regler. Biler, cykler, knallerter, gående, geder og køer presser sig frem og ud fra sideveje med en sand dødsforagt. Og hvis du vil ud fra en sidevej, må du gøre det samme. Der er tilsyneladende ingen andre regler, end den ene: kør frem, der hvor modstanden synes mindst og hvor du kan komme først. Mirakuløst går det som regel godt, for alle er vant til at iagttage magtkampen og tage bestik af situationen, vige for den stærkere og hurtigere eller frækkere og så selv tage revanche næste gang. Færdselsregler, som mange andre regler i det nigerianske samfund, bruges ikke sådan i den daglige praksis, men kan jo være nyttige for en øvrighedsperson f.eks. en færdselsbetjent, hvis lønnen skal suppleres eller måske skaffes ved egen kraft. Så er det ikke svært at finde en lovovertræder, som så må slippe et eller andet beløb, for at få lov at køre videre.

De store mænd i trafikken

De store mænd, højerestående embedsmænd og øvrighedspersoner kører i kortege med lys og hylende sirener, og når de kommer, gælder det virkeligt om at kende sin plads på den sociale rangstige. Kører du ikke frivilligt helt ud i grøftekanten - og den kan være ret dyb - , så skal du nok blive presset derud af sådan en modkørende kortege. De kører simpelthen over i din vejbane. I bytrafik skal du passe på - hvis du ikke er i stand til at komme af vejen, for så vil du blive ramt af vagtfolkenes ris og stokke, som de fejer folk til side med, idet de passerer.

Så på alle planer forekommer det os, at samfundet og kulturen er meget udemokratisk.

Palaver-demokrati

Hvis man taler med afrikanere om dette, vil de tit protestere og pege på, at der er demokratiske traditioner i det traditionelle afrikanske samfund. Der havde man som tidligere nævnt "palaver-demokratiet".

Denne styreform har imidlertid nogle forskelligheder i forhold til det vi forstår ved demokrati. For det første vælges rådet og høvdingen ikke blandt alle borgere. Ofte vælges høvdingen indenfor visse slægter eller klaner, og det var som regel kun de ældre, der kunne sidde i rådet.

I dette samfund er det der tæller gruppen, ikke individet. Individet har kun mening som en del af gruppen.

Andre stammer er ikke mennesker

En anden, og nok så vigtig, forskel er, at dette palaver-demokrati kun omfattede stammens eller landsbyens affærer.

Folk fra andre stammer eller landsbyer blev ofte ikke regnet for mennesker. Således beretter dr. Brønnum, Sudanmissionens første missionær, der kom til Nigeria i 1913, at i århundredets begyndelse levede stammerne isolerede fra omverdenen hver for sig, og at vove sig uden for sin stammes gebet var næsten ensbetydende med, at man blev slået ihjel. Efter sin ankomst fik Brønnum oversat de 10 bud til bachama-sproget og forelagde dem for stammens ledende i Numan.

Han beretter:
"Man grinede, da man hørte det sjette bud ("du må ikke bedrive hor"), men til de øvrige nikkede man anerkendende. De var i og for sig gode nok, når man forstod dem rigtigt. Man må ikke slå ihjel - selvfølgelig, når det altså ikke er fjender, det drejer sig om. Og hvilket ordentligt menneske stjæler vel fra andre end fremmede! Heller ikke giver man falsk vidnesbyrd eller lyver, med mindre det er til gavn for det samfund, man tilhører."

Her er vi måske ved en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor demokratiet har det så svært i Afrika. Enhver nigerianer med en studentereksamen kan rable af sig, at demokrati er "styre af folket, for folket". Men hvad er det for et folk der er tale om? Så godt som alle afrikanske lande er multietniske, dvs. de består af en masse forskellige folkeslag/stammer. Og loyaliteten ligger stadig næsten udelukkende hos stammen/slægten/familien. Sådanne holdninger, som dr. Brønnum berettede om, ændres ikke på en generation eller to. Folk fra andre etniske grupper /stammer er stadigvæk ikke helt "rigtige" mennesker og er derfor ikke helt ligeværdige. Nogle gange får det blodige udslag som f.eks. i Rwanda. Andre gange giver det sig udslag i hvem man hjælper, hvem der får jobs og i det hele taget hvordan man omgås.

Hvorfor demokrati?

Nu kan man så spørge, hvorfor det absolut er nødvendigt, at få folk til at blive demokratiske i den forstand vi forstår det, når det er så fremmed for deres kultur. Hvis folk i Afrika var glade og tilfredse med deres traditionelle måder at gøre tingene på, så var der ingen grund til at ændre dem. Men problemet er, at folk er meget utilfredse og frustrerede. De studerende på universiteterne er utilfredse med ledelsen, kirkemedlemmer er dybt frustrerede over ledelsens skalten og valten og alle mennesker er stort set meget utilfredse med den måde landets styre udplyndrer og "leder" landet på. Men ingen formår at gøre ret meget ved det.

Måske er de formelle demokratiske institutioner og regler der, men man ved ikke rigtig hvordan de skal bruges, og man tør/ønsker ikke at bruge dem, fordi de i den grad strider mod kulturen.

Dybest set er den afrikanske kultur en landsbykultur, udviklet i små mere eller mindre isolerede grupper. Denne kultur er imidlertid ikke brugbar i et komplekst, moderne multietnisk samfund, som de afrikanske lande er i dag. Men der er ikke nogen vej tilbage. Man er nødt til at tilpasse den afrikanske kultur til de nye tider og forhold. Og det bliver en lang og smertefuld proces, der kommer til at tage generationer.

Forskellene på demokrati-opfattelsen

Forskellen mellem vores opfattelse af demokrati og "afrikansk" opfattelse/praktiseren af demokrati synes altså i høj grad at ligge i to forhold: individets rettigheder i forhold til gruppens rettigheder og opfattelsen af hvem man er forpligtet over for.

Ikke meget for retningslinier

Noget der også slog os var, at man ikke var meget for klare linier. F.eks. var der på vores skole ikke nogle klare retningslinier for hvem der havde kompetence til hvad og ansvar for hvad. Nogle eksempler:

Skolens bus

Skolen havde en lille bus. Ofte rekvirerede kirkens ledelse bussen til et eller andet formål. Det betød dels at skolen måtte undvære den i perioder og dels at skolens meget få penge, der udelukkende kom fra de studerendes skolepenge, blev brugt til benzin og reparationer på bussen fordi kirkens ledelse havde brugt bussen.

Tilsvarende med skolens bygninger

Kirkens ledelse kunne også finde på med kort varsel at rekvirere bygningerne til en eller konference uden at spørge om det passede ind i skolens planer. Det betød, at undervisningen kunne blive suspenderet i dagevis eller som vi oplevede, i en hel uge i starten af semesteret. Og fra skolens side havde man ellers gjort en stor indsats for at betyde de studerende, at man startede til den fastsatte tid, da semesteret var kort og tiden derfor kostbar, hvis man skulle nå det fastsatte pensum. Men de studerende der faktisk havde taget dette alvorligt oplevede altså, at i stedet for at få undervisning blev de sat til at rydde op, og oven i købet blev de smidt ud af deres huse, fordi konferencedeltagerne skulle bruge dem. Dette kunne lade sig gøre, fordi der ikke var klare retningslinier for hvem der kunne bestemme over bygningerne.

Secondary school

Et sidste eksempel: på skolens område blev der etableret en kirkelig secondary school. Det foregik på den måde at seminariet simpelt hen fik besked på at rømme et antal bygninger, som der i forvejen var for få af. Og så kunne skolepengene fra de præstestuderende ellers også gå til at betale for strøm og vand til secondary skolen. Også dette kunne lade sig gøre, fordi der ikke var retningslinier for hvem der havde råderet over bygninger osv.

Umuligt at planlægge -

En konsekvens af dette var, at man ikke kunne regne med at kunne planlægge noget som helst. Når som helst kunne der komme nogen ovenfra og feje planerne til side. F.eks. også flytte lærere uden varsel og uden begrundelse. Og hvis der nogle der havde fået den tanke at begynde at vedligeholde nogle af bygningerne, var det også en betænkelig måde at bruge de sparsomme penge på, da man aldrig viste og bygningen blev rekvireret til anden brug i morgen.

Seminariets selvstyre

Alle på skolen var utilfredse med disse forhold. På et tidspunkt besluttede kirkens ledelse, at skolen skulle være selvstyrende. Imidlertid var der ikke nogle der viste hvad det i praksis skulle betyde, så Anders lavede detaljerede planer for en sådan uafhængighed. Det første led i denne plan var at få lavet klare retningslinier for hvem der rådede over hvad og havde ansvar for hvad. Men da planen blev præsenteret for skolens ledelse fik man et fjernt blik i øjnene. Og uanset hvor mange gange siden Anders prøvede at presse på for at få registreret hvem der havde ansvar for hvilke bygninger osv. kom man ikke et skridt videre. Det var tydeligt, at det ikke var noget man ønskede. Det blev ikke sagt direkte, for man kunne jo nok se, at det ville være "fornuftigt". Men der var åbenbart forhold, der vejede tungere.

Hensyn, der vejer tungere end klare retningslinier

Det lykkedes aldrig for os at trænge til bunds i hvad det var for hensyn, der vejede tungere, men vi gætter på, at det handlede om respekten for lederen. Altså at sådanne regler ville udtrykke en slags mistillid til kirkens ledelse, specielt hvis man kom dertil at skulle til at håndhæve dem og sige, at "Det har I ikke ret til ifølge den og den paragraf i aftalen". Sådan kan man ikke sige til en afrikansk leder.

Man er nødt til at ændre den afrikanske kultur

Disse eksempler viser nogle af vanskelighederne i Afrika. Den udvikling der i Europa har taget 500-1000 år er i Afrika gennemført på mindre end 80 år. Mange steder lever folk stadig på sten- og jernalder niveau samtidig med at deres slægtninge i byen få kilometer borte surfer på Internettet. Det må og skal give problemer. Men mange af de goder, der er skabt i vores del af verden forudsætter en organisering, der er uforenelig med bl.a. de træk i den afrikanske kultur, som er beskrevet her. Så hvis man vil have de materielle goder, et moderne sundhedsvæsen og undervisningssystem, er man nødt til at ændre på sin afrikanske kultur. Og i den proces vil mange værdifulde ting gå tabt. Det ville være ønskeligt, hvis de bedste træk fra den vestlige kultur og den afrikanske kultur kunne bevares. Vi kunne også i høj grad lære noget om, at de menneskelige relationer skal prioriteres højere. Men det har en pris. Spørgsmålet er, om vi er villige til at betale prisen. Og om afrikanerne er villige til det.

Udviklingshjælp

I over 40 år er der fra Vesten, og specielt fra Danmark, blevet ydet udviklingshjælp til Afrika og andre steder i den tredje verden. Der er blevet sendt penge, traktorer, maskiner og andet isenkram. Der er blevet sendt eksperter og ulandsfrivillige. Der er blevet holdt kurser i økonomi, sundhedspleje, administration og meget andet godt. Og der er kommet meget, meget lidt ud af det! Pengene er blevet brugt på måder giverne absolut ikke havde forestillet sig det, de vil kalde det korruption og misbrug, selv om de der har brugt pengene helt sikkert vil kalde det noget andet jævnfør det vi tidligere har sagt om kulturen.

Overalt i Afrika ser man rustne traktorer og maskiner, fabriksanlæg der er faldet sammen, vandingssystemer der er sandet til, sygehuse uden medicin og læger osv.

Ærkebiskoppen i den kirke vi arbejdede i havde rejst over hele Afrika, og han sagde, som om det var en naturlov, at når de hvide mennesker forlod et projekt, ja, så faldt det fra hinanden.

Dårlig undskyldning

Mange nigerianere slår ud med armene og siger, at "det er ikke i overensstemmelse med afrikansk kultur", når man påpeger nogle af disse ting. Men ofte virker det som en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget. Der er en betydelig træghed. Man ønsker ikke nye tankemåder og nye måder at gøre tingene på. Det kan nok hænge sammen med kulturens orientering ud fra fortiden. I modsætning til vores kultur, hvor næsten alt nyt er godt nyt. For meget og for lidt fordærver alting!

Kulturtilpasning

Her er det så vores påstand, at problemet er den afrikanske kultur i mødet med den vestlige kultur. Vores systemer og måder at organisere tingene på passer ganske enkelt ikke med den afrikanske kultur. Så er 10.000 kroners spørgsmålet så, hvad man kan gøre ved det. Ja, på en eller anden måde må kulturen og systemerne tilpasses hinanden. Rent umiddelbart forekommer det vanskeligt at drive f.eks. et effektivt hospital (for det skal vel være effektivt?) på anden måde end vores vestlige måde.

Man kan komme noget af vejen ved at prøve at udvikle systemer, der tager højde for den afrikanske kultur, men efter vores mening kommer man ikke uden om at det også er den afrikanske kultur, der skal ændres. Men det ligger jo også i det vi tidligere har sagt om, at den afrikanske kultur grundlæggende er en landsbykultur. Og det afrikanske samfund er i hastig forandring, så en stadig større del af befolkningen nu bor i byer og bor blandet med folk fra mange stammer. Så der må og skal se en ændring i den afrikanske kultur. Den bedste ulandshjælp man kan give er derfor en holdningsbearbejdning for at få ændret den afrikansk kultur på de områder, hvor den står i vejen for udvikling! Uden en sådan holdningsbearbejdning er det meste af den materielle bistand man giver omsonst.

Dialog

Men en holdningsbearbejdning må naturligvis ske i respekt for de afrikanske folk og deres ønsker. Det må ske i en dialogisk form, hvor vi gensidigt lytter til hinanden for at forstå, hvad vi hver især ønsker for vores liv og fremtid. Det er jo ikke sikkert at Afrika skal kopiere vores måde at gøre tingene på. Men de kan lære af os, ligesom vi kan lære af dem, der hvor de og vi indser det værdifulde i sådan en læring. Det er derfor uheldigt hvis den økonomiske bistand, som mange afrikanske lande har brug for, gøres alt for meget betinget af at de hurtigt opfylder en række mål, som er blevet dem pålagt udefra af mennesker uden kendskab til afrikansk kultur - eller endnu værre af organisationer, som først og fremmest tager hensyn til bidragydernes egne økonomiske interesser.

Vi tror, på baggrund af vores erfaringer i en lille kirke i Nigeria, at den eneste vej frem er dialog og gensidig forståelse for problemerne og deres løsning. Det er en langsom vej, men den eneste som virkelig fører til forandring.

En præst fra den kirke vi arbejde i var inviteret til Danmark på studieophold i sommer. Han sagde i et interview følgende:

"For at fremtiden skal være håbefuld behøver vi jeres hjælp til at udfordre og påvirke os med jeres politiske ideer, så vi lærer, hvad opinionsfrihed er. Det vil hjælpe os til at undersøge og rette hinanden uden skræk… Ved at dele jeres politiske principper ( menneskerettigheder og demokrati) vil vore unge blive faste i deres opfattelse af frihed, det vil opbygge sund ansvarlighed, uden hvilken en organisation ikke trives" .

Der er altså blandt mange nigerianere vi har mødt - og vel i Afrika som helhed - en erkendelse af, at de kan lære noget af vores kultur. De er dog også bevidste om at der er træk i den vestlige kultur de ikke vil overtage, f.eks. vores materialistiske livsindstilling, hvor Gud og det åndelige liv har fået en birolle. De synes også vi er gået for vidt i retning af manglende respekt for ældre. De er imponerede af hvor præcist og systematisk alt fungerer hos os, men de har også set de menneskelige omkostninger. Tid og menneskelig kontakt og varme er en mangelvare for mange mennesker i vores del af verden.

Kan vi lære noget af afrikansk kultur og livsstil?

Ja, det må naturligvis blive et subjektivt svar. Noget af det der gjorde indtryk på os og som vi godt ville importere lidt af til Danmark, var den naturlige værdighed, ro og varme interesse og omsorg, som vi mødte hos nigerianerne. Det er som om mennesker har værdighed blot ved at være i Nigeria, hvor vi jo har en tilbøjelighed til at vurdere os selv og hinanden efter, hvad vi udretter. Det giver et helt andet udgangspunkt, når du bare ved at være er værdifuld. Vi mødte en utrolig interesse og et ægte ønske om at drage os med ind i deres sociale liv. Vi kan ikke lade være med at tænke på hvilken forskel, der er mellem den interesserede, positive måde nigerianerne tog imod os på, og så den måde vi her i landet ofte tager imod de fremmede, der kommer til os fra andre kulturer.