Demokrati og Afrika er uforenelige størrelser! Det er det umiddelbare indtryk man har, når man har boet og arbejdet i Afrika. Og det gælder uanset om man tænker på et land, en kirke eller bare en skole. Afrikanere er ikke demokratiske, hverken i tankegang eller handling.
Her skal lige bemærkes, at Afrika jo er et stort kontinent med tusindvis af forskellige folkeslag, så der er mange forskellige former for "afrikansk kultur". Men på trods af det, er der en række fælles træk, som gør, at man med nogen ret kan tale om en "afrikansk kultur". Det gør afrikanerne for resten også selv.
Når en person kommer til magten et eller andet sted, det være sig i et land, en delstat, en uddannelsesinstitution eller en kirke, så er det meget almindeligt at han (som oftest er det jo en mand) betragter det han er sat til at lede som sin personlige ejendom, som han kan skalte og valte med efter for godtbefindende. Og det tages af de fleste "undersåtter" for givet, at sådan er det. De ville nemlig selv have gjort det samme, hvis de havde fået muligheden.
Så på alle planer forekommer det os, at samfundet og kulturen er meget udemokratisk.
Det siges også ofte, at en høvding ikke kunne blive siddende ret længe, hvis han regerede mod sine undersåtters vilje.
Denne styreform har imidlertid nogle forskelligheder i forhold til det vi forstår ved demokrati. For det første vælges rådet og høvdingen ikke blandt alle borgere. Ofte vælges høvdingen indenfor visse slægter eller klaner, og det var som regel kun de ældre, der kunne sidde i rådet.
I dette samfund er det der tæller gruppen, ikke individet. Individet har kun mening som en del af gruppen.
Folk fra andre stammer eller landsbyer blev ofte ikke regnet for mennesker. Således beretter dr. Brønnum, Sudanmissionens første missionær, der kom til Nigeria i 1913, at i århundredets begyndelse levede stammerne isolerede fra omverdenen hver for sig, og at vove sig uden for sin stammes gebet var næsten ensbetydende med, at man blev slået ihjel. Efter sin ankomst fik Brønnum oversat de 10 bud til bachama-sproget og forelagde dem for stammens ledende i Numan. Han beretter: "Man grinede, da man hørte det sjette bud, men til de øvrige nikkede man anerkendende. De var i og for sig gode nok, når man forstod dem rigtigt. Man må ikke slå ihjel - selvfølgelig, når det altså ikke er fjender, det drejer sig om. Og hvilket ordentligt menneske stjæler vel fra andre end fremmede! Heller ikke giver man falsk vidnesbyrd eller lyver, med mindre det er til gavn for det samfund, man tilhører."
Her er vi måske ved en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor demokratiet har det så svært i Afrika. Enhver nigerianer med en studentereksamen kan rable af sig, at demokrati er "styre af folket, for folket". Men hvad er det for et folk der er tale om? Så godt som alle afrikanske lande er multietniske, dvs. de består af en masse forskellige folkeslag/stammer. Og loyaliteten ligger stadig næsten udelukkende hos stammen/slægten/familien. Sådanne holdninger, som dr. Brønnum berettede om, ændres ikke på en generation eller to. Folk fra andre etniske grupper /stammer er stadigvæk ikke helt "rigtige" mennesker og er derfor ikke helt ligeværdige. Nogle gange får det blodige udslag som f.eks. i Rwanda. Andre gange giver det sig udslag i hvem man hjælper, hvem der får jobs og i det hele taget hvordan man omgås.
Disse mekanismer giver sig udslag alle steder i de afrikanske samfund. Således også i kirkerne. En væsentlig faktor i den ulykkelige strid i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria er således stammemodsætninger. Striden kan i høj grad koges ned til, at folk fra bachamastammen ikke vil acceptere den ledelse af kirken, som kirkens øverste kirkemøde har valgt. Fordi det ikke er bachamaer, der blev valgt.
Forskellen mellem vores opfattelse af demokrati og "afrikansk" opfattelse/praktiseren af demokrati synes altså i høj grad at ligge i to forhold: individets rettigheder i forhold til gruppens rettigheder og opfattelsen af hvem man er forpligtet over for. Og så kan man spørge, om de værdier vi hylder som demokratiske, i virkeligheden ikke er kristne.
Kristendommen fordrer en personlig tilegnelse og stillingtagen. Det er den enkelte det gælder, og ikke som f.eks. i islam, hvor det vigtigste er, at samfundet er indrettet efter muslimsk mønster, og at folk udfører de foreskrevne bønner og gerninger, ikke at de nødvendigvis forstår dem.
I kristendommen kender vi ikke forskel på "jøde og græker", dvs. alle mennesker er vores næste og medmennesker, som vi er forpligtede overfor. Det gælder uanset om det er høj eller lav, sort eller hvid, tyk eller tynd, kristen eller muslim, jyde eller fynbo. Og det er måske i virkeligheden ganske enestående blandt verdensreligionerne og i verdenshistorien.
Måske er det ikke en nødvendig forudsætning for demokrati, at folk bliver kristne, men det vil unægteligt gøre projektet lettere.
Dybest set er den afrikanske kultur en landsbykultur, udviklet i små mere eller mindre isolerede grupper. Denne kultur er imidlertid ikke brugbar i et komplekst, moderne multietnisk samfund, som de afrikanske lande er i dag. Men der er ikke nogen vej tilbage. Man er nødt til at tilpasse den afrikanske kultur til de nye tider og forhold. Og det bliver en lang og smertefuld proces, der kommer til at tage generationer.