Kære Venner!
Med nogen forbløffelse begynder vi at modtage de første julekort fra jer. Det er slet ikke gået op for os, at julen er ved at være nær, selv om vi jo egentlig burde kunne regne det ud.
Her har det været tørtid i den sidste måned. Temperaturerne om dagen er svagt stigende, op til over 37, og om natten faldende, nogle gange under 20! Det føles virkelig koldt. Men det må vi jo nok til at indstille os på. Dette bliver nemlig vores sidste fællesbrev. Vi rejser hjem til Danmark nytårsaften. Egentlig var det meningen, at vi skulle have været rejst hjem sidst i februar, men af forskellige grunde har vi fremrykket hjemrejsen. Efter jul er der kun et par ugers undervisning tilbage af semesteret, så vi forsømmer ikke så meget ved at rejse tidligere.
Så nu er vi fuld gang med at afvikle, både på det materielle, det arbejdsmæssige og det personlige plan. Hvad angår det materielle, så prøver vi at få solgt det isenkram, vi har været nødt til at købe hernede. Det gæler f.eks. bil, generator og air condition. Nu er det jo ret store beløb, vi har investeret, så vi må se at få mest muligt hjem igen. Vi skal jo også til at etablere os, når vi kommer hjem. Heldigvis ser det ud til, at vi får solgt det meste, selv om vi jo nødvendigvis taber en del efter kun to års ophold. Men vi slipper nok hjem, uden at vi direkte skal betale for at have været i Afrika. Men alligevel er det stressende og tager en del af den tid, vi hellere ville have brugt på andre ting.
Bilen er heldigvis solgt nu, og vi har fået pengene. I næste uge henter køberen den. Vi gælder os til at se bagenden af den for sidste gang. Der er mange grunde til, at vi ikke kan lide at køre her. Trafikken er vild, og der sker mange ulykker, der er en meget reel risiko for at blive overfaldet af landevejsrøvere, vejene er dårlige, bilen er gammel og begynder at få tekniske problemer, det er svært og dyrt at skaffe benzin, og den benzin man får er ofte blandet med andre fluida, der kan ødelægge motoren osv. osv.
Arbejdsmæssigt er vi også i fuld gang med at afvikle. Else har sammenpresset sine kurser, så hun bliver færdig inden vi rejser. Det har jo også givet nogle hektiske måneder. I dette semester underviser hun i Introduktion til Det ny Testamente og De Lutherske Bekendelsesskrifter. Specielt sidstnævnte fag er spændende at undervise i. Og vigtigt. Vore elever, der jo skal være præster i Lutheran Church of Christ in Nigeria (LCCN), har stærkt brug for at få et mere solidt fundament i Luthersk forståelse af kristendommen. Dels er der en stærk tilbøjelighed til at gøre kristendom ensbetydende med en bestemt moralsk og religiøs adfærd: ikke ryge, ikke drikke alkohol, anstændig påklædning (piger skal bære hovedtørklæde og ikke gå i tøj, der afslører skulder, knæ og ikke gå i lange bukser offentligt), ligesom vi ofte i de studerendes tekstudlægning til morgenandagt og gudstjeneste får det indtryk, at tro er en from præstation, som kan erhverve én sundhed, skolepenge, bedre eksamensresultater, regn, en bedre kirkeledelse, en bedre regering, hvis altså troen er stærk nok! Kort sagt lider man af det ene eller det andet, så er det, fordi ens tro ikke er stærk nok! Man har stor tiltro til bønnens magt - og det er der jo ikke noget forkert i, men det synes at være svært at acceptere, hvis man ikke kan udvirke netop det resultat, man selv ønsker med sin tro og sin bøn. Der er ikke langt til magien, når regnens udebliven betragtes som resultat af, at ikke tilstrækkelig mange har bedt tilstrækkeligt indtrængende og med tilstrækkelig stærk tro! I den situation trænges der til at få understreget, at troen ikke er vores præstation og at Gud ikke er en handelspartner, men af nåde har forsonet sig med os i Jesus Kristus og dagligt giver os liv og tilgivelse, så vi kan koncentrere os om at leve i tjeneste for medmennesket i den opgave, som situationen lægger hen til os, i "kald og stand" - hvad enten det er som regnskabsansvarlig eller det er som præst. Der er en tilbøjelighed til her i kirken at betragte visse opgaver som uegnede for kristne, sådan noget som at administrere penge, at være i forretningslivet eller i politik, mens det er mere kristeligt at være præst. Så er det godt i undervisningen at få slået fast, at ingen gerning i sig selv er mere kristelig end andre, men hvad der gør en gerning god er, at den udspringer af tro på Guds frie frelse og i lydighed mod næstekærlighedsbudet.
Der er brug for Luther's lære om de to regimenter, det åndelige og det verdslige, som - skønt begge fra Gud - ikke må sammenblandes. Konsekvensen af at sammenblande dem er, at så lader man tilgivelsen råde i det verdslige regimente i stedet for at kræve folk til regnskab, når de begår lovovertrædelser og uret i stat og kirkeinstitution (lader nåde gå for ret), mens man lader frelsen og forholdet til Gud bestemme af lovoverholdelse dvs. om man overholder budene - både de Gudgivne og en række moralske selvskabte!
Der er også stærkt brug for en mere solid forståelse af dåben - specielt barnedåben - i det religionssupermarked, som findes her. Der er mange pinsekirker og lignende, som sår tvivl iblandt LCCN medlemmer om de nu har modtaget Helligånden i deres barnedåb, eller om det blot var en vanddåb. Om de nu har en stærk nok og tilstrækkelig personlig tro til at blive frelst, og om det ikke var bedre at lade sig døbe igen, nu de har haft en omvendelsesoplevelse? Vore studerende gav i en time udtryk for, at de ofte føler sig for dårligt funderede til at tage den diskussion op. Det er ikke så sært, at sakramenterne, og den nådeforståelse de er udtryk for, står svagt her i LCCN, for dåb er en sjælden foreteelse. Dåbshandlingerne samles på bestemte søndage, og der kan derfor være langt imellem at menigheden oplever dåb, ligesom børnene ofte er meget gamle. Hvis det er ældre børn og voksne, der skal døbes, forberedes dåben i dåbsklasser og til min store overraskelse (og forargelse) fortalte de studerende, at man kan dumpe, til "eksamen", så man altså ikke kan blive døbt! Nogle af de studerende mente, at den eksamen ofte blev brugt til at disciplinere eleverne i dåbsklassen. Men en sådan praksis er jo et dementi af hele dåbens mening og forkyndelse af Guds ubegrundede accept af syndere.
Nadveren har også en "svag" stilling. Der er kun altergang en gang om måneden, og det sker efter at gudstjenesten er afsluttet med udgangsbøn og det hele. Det lægger op til, at kun de særligt fromme skal komme til alters. Der er vist nok en liturgikomite, som skulle arbejde med disse spørgsmål, men som næsten alt andet her i kirken, er arbejdet gået i stå på grund af den kirkestrid og efterfølgende retssager, der nu har hærget kirken i tre år.
Jo, der er sandelig behov for teologisk udveksling mellem vores kirke og LCCN. Vi kunne sikkert også lære noget af deres kirkeliv, så det kunne blive til gensidig inspiration med mere teologisk udveksling. Vi kunne stille hinanden nogle spændende spørgsmål, mere end vi kan overføre svar fra en kirke til en anden. Desværre er der en tendens til, at samarbejdet mere består i, at vi forventes at komme med de materielle ressourcer, som vi jo har flest af, og de så formodes at have det åndelige liv, som vi til gengæld skulle kunne lære af. Vi mener det er en meget forkert indfaldsvinkel til samarbejdet!
Også Anders er ved at afvikle sine opgaver. Han er ved lægge tingene tilrette, så de er til at gå til for en afløser. Der er ikke fundet en permanent afløser. Det er som om man ikke har villet se i øjnene, at vi skulle rejse, og at der derfor ville blive behov for en afløser. Men nu bliver de altså nødt til det. Det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske.
Men nu kan vi så begynde at gøre status over vores godt to år her. Det er en helt anden skole vi rejser fra, end den vi kom til. Der er slet ingen sammenligning. Folk siger, at skolen aldrig har været så god, som den er nu. Nu har man på fornemmelsen, at det er en skole, altså et sted hvor man arbejder sammen på et fælles projekt, og hvor man mener noget med det man gør. Det skyldes i høj grad, at der er kommet en række nye folk til, som tager deres arbejde alvorligt, og som vil noget med skolen her. Men vi er så ubeskedne at mene, at vi også har haft vores andel i denne udvikling ved at støtte, inspirere, vejlede og udfordre disse gode kræfter. Så vi føler, at vi kan rejse hjem med bevidstheden om, at vi har udført et godt stykke arbejde, som har gjort en forskel.
Anders' vigtigste arv til skolen er nok et nyt sæt vedtægter. Hidtil har skolen hørt direkte under kirkens hovedledelse og har haft en bestyrelse, som stort set var identisk med samme ledelse. Og selv om ledelsen ved festlige lejligheder har forsikret at uddannelsen af præster har haft den højeste prioritet, har måden samme ledelse har behandlet skolen på med al ønskelig tydelighed vist, at man i praksis har været fløjtende ligeglade med kirkens præsteuddannelse. Men nu skal skolen så være selvstændig. Vi har hørt folk sige, at det er fordi ledelsen er blevet træt af alle de breve og forespørgsler Anders har sendt til hovedkvarteret om, hvordan tingene hænger sammen, hvorfor reglerne ikke bliver fulgt og hvor de penge skolen skulle have haft bliver af osv. Nu er det nok for megen ære, men vi håber da, at vi har været med til at skubbe til et hældende læs. Så det blev i foråret vedtaget, at skolen skulle være uafhængig. Men hvad så? Ingen vidste hvad det betød, og alle var tilsyneladende ligeglade. Så Anders satte sig til at lave et nyt sæt vedtægter. Det hedder en Konstitution her. Det er et stort og kompliceret stykke arbejde, der skal tage højde for mange ting og være juridisk holdbart. Skolens daværende rektor fik det præsenteret. Han bladrede det igennem og lagde det i en skuffe. Så blev det i marts forelagt for bestyrelsen. Meget fornuftigt sagde den, at det måtte den studere nærmere og drøfte på næste bestyrelsesmøde i august. Da man så kom til punktet i august, bladrede formanden for bestyrelsen lidt i papirerne og sagde, at han ikke rigtig havde haft tid til at læse det. Nogle af de andre bestyrelsesmedlemmer kunne ikke huske, om de havde fået det. Et enkelt medlem havde dog fået skimmet det og havde et spørgsmål til en ligegyldig detalje. Så det var den måde hvorpå skolens bestyrelse behandlede den måske vigtigste ændring for skolen nogensinde! Og sagen haster faktisk, da det er meningen, at skolen skal være selvstændig fra nytår. Men man besluttede at sende sagen tilbage til fornyet drøftelse på skolen. Sådan arbejder man meget her: sender sagerne nedad eller væk, så man slipper for at tage stilling eller tage et ansvar.
Lærerrådet nedsatte så en arbejdsgruppe, som siden har arbejdet med vedtægterne. Og her er der blevet arbejdet med en helt anden grundighed og seriøsitet! Det har været en sand fornøjelse at være med til. Et af de andre medlemmer i arbejdsgruppen udbrød også efter et møde: "Kai, det er den bedste arbejdsgruppe jeg har været med i i de sidste seks år!".
Nu er forslaget ved at være færdigt og skal så forelægges kirken. Engagementet på skolen lover godt for iværksættelsen af vedtægterne. Det normale her er ellers, at vedtægter er noget man selvfølgelig skal have, men at de bare ligger i skuffen, for det er alligevel den øverste i hierarkiet der suverænt bestemmer, uanset hvad der måtte stå i vedtægterne. Og det er formodentlig også sådan kirkens ledelse ønsker at se på disse vedtægter. Vi har en stærk mistanke om, at meningen med selvstændigheden er, at kirken skal være fri for at betale til præsteuddannelsen, men at ledelsen fortsat skal kunne skalte og valte efter forgodtbefindende. Men når nu folk her har investeret så megen tid og så mange kræfter og overvejelser i de nye vedtægter, vil de nok også kæmpe for, at de bliver overholdt. Det håber vi i hvert fald. Så også her er vi optimistiske for skolens fremtid.
Når vi ser tilbage på de sidste 2½ år, så har det på alle måder været en utrolig spændende og meget berigende tid. Og særdeles lærerig. Vi har virkelig fået udvidet vores horisont. Og vi har fået lært en masse søde og spændende mennesker at kende, mennesker vi ellers ikke ville have mødt, og som vi i hvert fald ikke var kommet til at kende, som vi gør nu. Så hvis nogle spørger os, så kan vi kun varmt anbefale at rejse ud som missionærer.
Når vi kommer hjem skal vi arbejde for Sudanmissionen i et halvt års tid, inden vi genoptager vores gamle job. Så det kan være, at vi træffer nogle af jer på møder rundt om i landet. Ud over at holde møder skal vi udarbejde forskelligt undervisningsmateriale m.v.
Men under alle omstændigheder vil vi takke jer alle for medleven og forbøn. Vi håber som sagt, at vi får lejlighed til at møde jer, når vi kommer hjem.
Og for resten, vi var nær ved at glemme det igen: Glædelig Jul og Godt Nytår!
Mange kærlige hilsner
Else og Anders