Fakta om Brønnum Lutheran Seminary

- et præsteseminarium i Nigeria, Vestafrika

Formål:

Brønnum Lutheran Seminary (BLS) uddanner præster til Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (the Lutheran Church of Christ in Nigeria, forkortet LCCN). En del af de uddannede kommer dog til at undervise i kristendom i skolerne.

Historie:

BLS er en del af LCCN. BLS's historie begyndte, da Dashen Bible College blev grundlagt i 1974. I 1985 blev Dashen Bible College omdannet til Brønnum Lutheran Seminary. Seminariet er opkaldt efter dr. Niels H. Brønnum, Sudanmissionens første missionær, der kom til Nigeria i 1913. BLS flyttede til sit nuværende sted i 1990. Bygningerne og området har tidligere været brugt til landbrugsskole.

Geografisk placering:

BLS ligger ved Mbamba i Adamawa State i Nigeria, Vestafrika, i landlige omgivelser ca. 3 kilometer fra byen Yola og ca. 15 kilometer fra den større by Jimeta ved Benue-floden. Det er faktisk præcis 5.202 kilometer lige stik syd for Espergærde. Landskabet er sudansavanne.

Klima:

Klimaet er ubehageligt tropisk. Der er to årstider: regntiden, som varer fra omkring maj til omkring oktober, og tørtiden, som varer fra oktober-november til sidst i april. De varmeste måneder er marts, april og maj, hvor temperaturerne ligger mellem 40 og 45 grader. Resten af året er temperaturen typisk mellem 30 og 35 grader. I tørtiden er harmattanen ofte en plage. Harmattanen er støvstorme, der kommer fra Sahara, og som bringer fint støv, der trænger ind alle vegne.

Dagen:

Det bliver lyst omkring klokken 6, og det bliver mørkt igen omkring klokken 18. I løbet af året varierer disse tidspunkter ca. 1/2 time.

Fagligt niveau:

Adgangskravet er en Secondary School eksamen (12 års skolegang). Kvaliteten af den almene skoleuddannelse i Nigeria er efterhånden meget ringe, så de studerende møder ofte med meget dårlige forudsætninger. Niveauet af præsteuddannelsen ligger derfor betydeligt under en dansk præsteuddannelse.

Tilknytning:

BLS er tilknyttet Ahmadu Bello universitetet i Zaria. Det betyder, at de studerende kan tage eksamener, der kan bruges i forbindelse med videre uddannelse. Det skal tilføjes, at universitetsniveauet i Nigeria ikke svarer til et dansk universitetsniveau.

Styrelse:

Formelt styres seminariet af en bestyrelse. Formanden for bestyrelsen er ærkebiskoppen for LCCN. I bestyrelsen sidder desuden hans sekretær, kirkens administrative sekretær, uddannelsessekretæren samt en repræsentant for hvert af de fem stifter. Bestyrelsen mødes to gange årligt. Den daglige ledelse varetages af en rektor (Principal), en vicerektor (Viceprincipal), en studieadministrator (Dean of Studies) samt en økonomichef (Business Manager).

Sprog:

Skolens sprog er engelsk, både i undervisningen og i administrationen.

Længde af uddannelsen:

Uddannelsen varer fire år. Undervisningsår: Skoleåret er opdelt i to semestre. Første semester begynder midt i september, og varer til omkring 1. februar. Andet semester begynder midt i februar og varer til begyndelsen af juni.

Skoledagen:

Undervisningen starter klokken 7. Lektionerne er på 45 minutter. Klokken 9.30 er der fælles morgenandagt. Derefter er der pause til klokken 11. Sidste lektion er færdig klokken 13.30, hvor det er blevet meget varmt. I regntiden skal de studerendes marker passes før og efter skoletid.

Audiovisuelle hjælpemidler:

De vigtigste audiovisuelle hjælpemidler på seminariet er tavlen og et stykke kridt. Desuden råder skolen over et antal gamle skrivemaskiner og duplikatorer, hvorpå der fremstilles visse undervisningsmaterialer. Man har en kopimaskine, men det er mange år siden, at der har været råd til at købe toner til den.

Undervisnings-materialer:

Skolen råder kun i meget begrænset omfang over bøger i klassesæt, som de studerende kan bruge. De studerende har kun råd til at købe meget få bøger, så man er for det meste henvist til det materiale lærerne måtte fremstille.

Antal klasser:

Der er fire klasser, en for hver årgang.

Antal studerende:

I alt er der ca. 100 studerende, som er i alderen 20 - 50 år. De fleste er gift og har børn. Ca. 10 af de studerende er kvinder.

Boform:

De studerende bor på skolen. Fra tredje klasse kan de studerende have deres familier boende på skolen. De fleste enlige bor på sovesale. De studerende holder sig selv med kost. Til skolen hører store jordarealer, hvor de studerende og staben har deres små jordlodder, som de dyrker for at supplere deres sparsomme indtægter. Lærerne og skolens øvrige stab bor også på skolens område. Mange af lærerne holder husdyr: ænder, høns, køer, får, grise og - ikke mindst - geder.

Kvindeskole:

For de mandlige studerendes koner, som bor på skolen, er der en kvindeskole, hvor der bl.a. undervises i bibelkundskab, engelsk, husholdning og håndarbejde. I kvindeskolen undervises der på hausa. Der er ca. 25 elever i kvindeskolen.

Lærere:

Der er ca. 15 lærere knyttet til seminariet. Kvindeskolen har tre til fire lærere. Seminariets lærere underviser også i et vist omfang på kvindeskolen. Det kan være et problem at finde tilstrækkeligt kvalificerede lærere til seminariet. For tiden (juni 1998) er der tre udenlandske lærere på seminariet (to danske og en amerikansk) og en dansk lærer på kvindeskolen.

Bibliotek:

Skolen har et lille bibliotek, hvortil der er knyttet en bibliotekar. Bogbestanden er lille og til en vis grad forældet.

Klinik:

Der er en klinik med en sundhedsmedhjælper på skolen. Administration: I øjeblikket består skolens administration foruden af den danske økonomichef af en kontormedhjælper.

Bus:

Skolen har en lille bus, hvortil der er knyttet en chauffør.

Øvrig stab:

Der er to medarbejdere (pedeller) til forefaldende praktisk arbejde samt en nattevagt.

Tekniske installationer:

Skolen har egen vandboring (betalt af DANIDA), så der er rigeligt og godt drikkevand. Der er indlagt elektricitet, men efterhånden er strømmen afbrudt op til 1/3 af døgnet. Det vanskeliggør studierne om aftenen, da skolen ikke har egen generator. Der er ikke telefon på skolen.

Økonomi:

Budgettet for 1998 er på 1,2 mio. naira (knap 100.000 kr.), hvilket er for lidt til at sikre en forsvarlig drift og vedligeholdelse. LCCN (kirken) betaler kun stabens lønninger (0,5 mio. naira, ca. 40.000 kr.). De udenlandske medarbejdere betales af deres respektive missionsselskaber. Alle øvrige udgifter betales af de studerendes skolepenge. Fra begyndelsen af skoleåret 1998/99 betaler en enlig studerende årligt 6.950 naira (ca. 550 kr.) i skolepenge og en gift studerende (der har familien boende på skolen) 9.850 naira (ca. 790 kr.). Til sammenligning kan anføres, at skolens nyuddannede lærere tjener 1.850 naira (ca. 150 kr.) om måneden.

Øvrige institutioner:

På området er der i 1998 oprettet en secondary school i kirkens regi. For tiden er der en klasse med ca. 40 elever. Det er tanken, at flere klasser skal komme til. Desuden ligger Baba Linus Centeret på skolens grund. Dette center er udgangspunkt for kirkens arbejde blandt nomadefolket fulanerne. Alt i alt udgør de tre institutioner et lille samfund på godt 300 mennesker.